VELKOMMEN TIL BØRNEHUSET TIPPEN. Børnehuset Tippen er en fantastisk institution placeret på Rævebjergvej 21 i udkanten af Løsning. Vi ligger på en kæmpe naturgrund grænsende op til natur området Skærven. Tippen tilbyder både vuggestue og børnehave, og der er plads til 40 vuggestuebørn og 90 børnehavebørn, fordelt i 8 teams. Tippen blev indviet i juni 2012 i helt nybyggede lokaler, men vi er en ældre institution med mange traditioner, der åbnede i august 1980 under navnet Fritidscentret Juelsbo og vi var på daværende tidspunkt placeret ved siden af Løsning skole. I juni 2012 flyttede vi til helt nybyggede lokaler. Da vi flyttede til den nybyggede institution skiftede vi navn til Børnehuset Tippen. Børnehuset Tippen er på 1029 m2 og er indrettet med store lyse lokaler samt små læringsmiljøer, der tilgodeser barnets nærmeste udviklingszoner. I læringsmiljøerne er der legesager og materialer, der er tilgængelige i børnehøjde. Vi har orangerier ud for hvert team, stort fællesrum, motorik rum, sprogværksted og værksted. Vi har en stor legeplads, der er indrettet med mange forskellige muligheder for aktiviteter. Udearealet er lavet med udgangspunkt i børnenes motoriske behov, og er indrettet med fokus på forskellige læringsmiljøer. Der er både indrettet legeområde for vuggestuebørn og børnehavebørn. Vi har bålhus med et stort overdækket areal, et udekøkken, hvor der laves mad over bål. Sandkasser, cykelbane, legehuse, klatrestativer, rutsjebaner, høje bakker med labyrint, gynger og masser af græsarealer at boltre sig på. Legepladsen er beplantet med træer, buske og blomster, som forældre har hjulpet med at plante. I Børnehuset Tippen er vi mangfoldige, og har familier med forskellig kulturel og etnisk baggrund. Det er berigende for børnene, at de møder børn fra forskellige kulturer, og i Tippen er der plads til alle. Vi har frokost ordning i Tippen, hvilket hos os betyder, at børnene får alle de måltider, de har brug for i løbet af dagen. Børnenes daglige måltider er sammensat ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og den mad vi serverer består af 70 – 90 % økologiske råvarer. Vi ser børnenes daglige måltider, som en væsentlig del af vores læringsmiljø og “Det gode børneliv”. I 2019 blev der igen indført brobygning med Løsning skole efter, at vi i en årrække har haft rullende indskoling. Dette har haft stor betydning for, hvilken struktur vi har i Tippen, og hvordan vi organiserer os i hverdagen, da der er stor forskel på, hvor mange børnehave børn og hvor meget personale vi har i løbet af året. I skrivende stund har vi valgt, at have en førskolegruppe med de ældste børn i perioden 11.04 2023 til 01.04 2024. Der er stor tilgang til Tippens vuggestue og i 2023 har vi 38 vuggestuebørn, der er det højeste antal i Tippens historie. Vi har valgt at organisere vores vuggestue afdelingen anderledes og har inddraget et mødelokale, for at kunne skabe små læringsfællesskaber. Vi arbejder altid særdeles flexible og omstillingsparate ift. hvad der skaber de bedste læringsmiljøer for den gruppe børn der er indskrevet i Tippen på nuværende tidspunkt. I Børnehuset Tippen er vores pædagogiske tilgang baseret på Daniel Stern og Susan Hards To-persons psykologi. Vores tilgang til børnene er ud fra Marte Meo principperne og ICDP. Vi ser barnet som et socialt og kompetent individ, der udvikler sig igennem relationer til andre mennesker. Vi har fokus på ressourcerne, og det der lykkes. Vi er optaget af samspillet mellem barn/pædagog og barn/barn. Vi følger barnets initiativ, bekræfter barnets initiativ positivt, benævner barnets handlinger og udfører positiv ledelse/guidning af barnet. Børnetal 2023: I Børnehuset Tippen har vi 34 vuggestuebørn, fordelt i tre teams. Og 75 børnehavebørn fordelt i 5 teams.
|